Liggende skydestilling
Denne skydestilling bruges udendørs
Vælg klasse (aldersgruppe):
Børneskytte (5-14 år)
Alle andre end børneskytterne (14-90 år)
Børneskytter
Linksskytter/venstrehåndsskytter skal bytte rundt på højre og venstre
Udstyret
Denne skydestilling er den nemmeste der findes, og det er kun nødvendigt at
have en geværstøtte som udstyr. Støtten skal dog overholde Skyttebogens
regler.
Når man bliver en bedre skytte kan det dog være en fordel med en skydejakke
eller en almindelig jakke, som beskytter albuerne på de udsatte steder, når
man ligger ned. Hvis det er en tætsiddende jakke, kan den give støtte ned over
hofterne, så man ligger mere stabilt i den liggende stilling.
Stillingen
Når man finder grundstillingen, skal man stå med retning mod skiven og lægge
sig ned i ca. 15-20 grader i forhold til skudretningen. I første omgang skal
man lægge sig med strakte ben, og derefter trække det højre ben op, så man løfter
højre side af brystkassen/maven fra gulvet. Det letter luftvejene og det bliver
nemmere at trække vejret.
Venstre fod skal have tåspidsen i gulvet, eller hælen skal drejes naturligt ud
ad. Den skal ligge naturligt og afslappet.
Der skal være en lige linie fra venstre fod, venstre ben og op gennem venstre
side af kroppen ud til venstre albuespids. Eller hvis man har én til at hjælpe
sig, kan man se, at der skal være et T ned gennem ryggen og det lille ben i
T'et, skal være skuldrene.
Skytten ligger ca. 15-20 grader i forhold til skudretningen.
Nu placerer man støtten indtil man kan se skiven gennem gaflen, som på
billedet.
Se ud gennem gaflen på støtten og ret den ind efter skiven.
Når man lægger riflen op i gaflen, skal støtten være ca. 5 cm. fra enden af
skæftet på riflen. Den skal helst holdes samme sted hver gang af hensyn til
samme højde på stillingen hver gang.
Kolbekappen skal være i top og placeres ind i hulningen ved skulderen. Den skal
placeres samme sted hver gang.
Venstre hånd skal holde ved skæftet midt mellem geværstøtten og aftræksbøjlen
på geværet. Hånden må ikke knuge om skæftet, den skal kun støtte.
Højre hånd placeres i pistolgrebet og skal i første omgang presse kolbekappen
let tilbage mod skulderen, så man er sikker på, at der er god kontakt. Højre
albue skal falde naturligt ned på gulvet. Den må ikke presses ind mod
kolbekappen eller skubbes ud, væk fra kroppen.
Hovedet skal placeres på kindpuden så lodret som muligt og samme sted hver
gang. Placer evt. et lille mærke, så man kan mærke det på kinden, for at
finde stedet hver gang.
Kolbekappen skal placeres ind i hulningen ved skulderen, samme sted hver
gang. Brug højre hånd til at presse kolbekappen ind mod skulderen. Når man
har fundet skiven i sigtemidlerne, slap da af i skulderen så presset bliver
lettet.
Højden
Nu kan geværstøtten justeres. Ved at se ud gennem sigtemidlerne - uden at
kigge på skiven, kontrolleres nu, hvor skiven er i forhold til sigtemidlerne.
Hvis man sigter for lavt til højre, så flytter man støtten opad og til
venstre. Derefter sætter man kolbekappen ned på gulvet igen og prøver at
indtage stillingen fra, hvor man sætter kolbekappen ind mod skulderen. Nu
gennemføres kontrollen igen, og hvis det stadig er galt, så flyt på støtten
og bliv ved, til man sigter på skivne, uden at presse riflen ind på skiven.
Det vil være en fordel at få én til at hjælpe til med at finde højden på
støtten, da man ellers skal ud af stillingen hver gang.
Man kan også kontrollere stillingen ved at lægge højre hånd ned på gulvet
mens man sigter på skiven. Hvis sigtemidlerne står nøjagtig på skiven, så
ved man, at stillingen er korrekt.
Husk, det er vigtigt, at når man ligger i stillingen, SKAL man slappe af i alle
muskler, og stillingen skal føles så afslappet som muligt.
Korrekt skydestilling forfra. Pas på at hovedet ikke kæntres for meget.
Korrekt skydestilling set fra oven. Bemærk Tét og ca. en skulders bredde
mellem albuespidserne.
Check liste
1. Læg dig ned i 15-20 grader i forhold til skudretningen.
2. Placer højre hånd på venstre overarm, det giver en skulders bredde mellem
albuespidserne.
3. Ret støtten ind efter hvor skiven er.
4. Riflen skal ligge ca. 5 cm. fra enden af skæftet i bøjlen på støtten.
5. Kolbekappen skal være i top.
6. Tag ved skæftet med venstre hånd. Husk, den skal kun holde, ikke knuge.
7. Tag ved skæftet med højre hånd og placer den ind i hulningen ved
skulderen.
8. Tag ved med højre hånd omkring pistolgrebet og pres geværet/kolbekappen
let ind mod skulderen.
9. Slap af i skuldrene når skiven er fundet i sigtemidlerne.
10. Fast tag i pistolgrebet, brug pistolgrebet til at presse kolbekappen ind mod
skulderen.
11. Højre arm/albuespids skal falde løst og naturligt ned på gulvet samme
sted hver gang.
12. Hovedet placeres samme sted på kindpuden hver gang og holdes så lodret som
muligt.
14. Slap af i skuldrene og i alle muskelgrupper.
Tilbage til "Vælg klasse"
Alle andre end børneskytterne
Linksskytter/venstrehåndsskytter skal bytte rundt på højre og venstre
Teknisk let
Den liggende skydestilling er den stilling hvor man har den største støtteflade
og laveste tyngdepunkt.
Dog skal man være opmærksom på at man kommer rigtigt ned at ligge, og på nøjagtig
samme måde hver gang, ellrs vil skudbilledet ændre sig for hver gang man
begynder at skyde. Det er vigtigt, at man placerer sig så man kan nå skivetrækket
og evt. en kikkert fra den liggende stilling. på den måde undgår man at rejse
sig op på albuerne, og kravle frem for at skifte skive, for derefter at kravle
på plads igen for at finde stillingen. I de fleste tilfælde kan man ikke finde
den rette skydestilling igen, og dermed flytter skudbilledet sig ofte.
Udstyret
Det vigtigste udstyr er en jakke, rem og en handske.
Jakken skal have en krog, rem eller knap, der forhindrer at
remmen glider ned ad armen. Desuden skal jakken passe godt hen over
skulderpartiet, da det også er med til at fastholde remmen samme sted under
hele skydningen. Hvis man bruger en gammel skindjakke eller lignende og det gør
ondt at ligge på albuerne, så sy lapper på albuerne til beskyttelse, dog skal
det være efter Skyttebogens regler i kap. 12 om beklædning.
Læderrem er det bedste at bruge for uøvede, da den med tiden
bliver blød og smidig og derfor er nem at indstille for både skytten og træneren/instruktøren.
En syntetisk rem er kun til gode skytter med stor erfaring.

Træk remmen op over krogen. Stram remmen omkring armen
Træk remmen ud med venstre hånd og kontroller trækket på begge remme
Handsken skal gøre stillingen mere behagelig. Den forhindrer
at rem, håndstop og riffel gnaver mod hånden. Handskens polstring forhindrer
også at pulsen slår igennem. Har man ikke en rigtig skydehandske, kan en
gammel skindhandske eller arbejdshandske bruges. Fingerspidserne må ikke støde
på bunden af handsken, hvis det sker, så klip handskens fingerspidser af, men
kun det der svarer til det yderste led af fingrene.
Stillingen
Remmen skal sættes på armen/jakken inden man lægger sig ned i stillingen.
Remmen skal sidde solidt omkring krogen/armen, og trækkes derefter ud i den
samme vinkel som skydestillingen. Remmen strammes derefter tilpas ind. Den må
ikke sidde for stramt om armen.
Kontroller, når man trækker i remmen med venstre hånd, at den trækker lidt
mere på den øverste rem end på den nederste. Dermed risikerer man ikke, at
man strammer remmen om pulsåren, som sidder på undersiden af overarmen ved
biceps-musklen. Så vil pulsen nemlig forplante sig ud gennem remmen til riflen.
Remmen skal eventuelt rettes til, når man kommer ned at ligge i stillingen.
Man lægger sig i ca. 15-20 grader i forhold til skiven med strakte ben. Hvis
man ikke har så mange kræfter i armene, kan det være en hjælp at lægge sig
ned i ca. 30-40 grader i forhold til skudretningen.
Til venstre ligger skytten ca. 15-20 grader i forhold til skudretningen, og
til højre ca. 30-40 grader i forhold til skudretningen. Den stiplede linie
viser skudretningen.
Dette gør, at man kommer længere over på venstre side, og får venstre arm længere
ind under riflen, og man kan dermed bedre bære riflen, man på længere sigt
skal man arbejde sig over i de 15-20 grader, af hensyn til rekyleoptagelsen i
kroppen, ligesom det er mere naturligt at placere sig med retningen ligefrem mod
skiven, så man ikke vrider sig skæv i kroppen.
Nu bøjes højre ben op under kroppen for at løfte højre side af
brystkassen/maven fra gulvet. Det giver lettere åndedræt, og vil medvirke til
at rekylen går fra skulderen ned gennem kroppen og ud i højre ben. Stillingen
vil også føles mere behagelig. Venstre fod/ben skal ligge naturligt afslappet.
Hvis man har sko eller støvler på, som er flade i spidsen, skal foden stå
lodret ellers skal hælen drejes ud, mens tåspidsen er i gulvet. Det vigtigste
er, at det føles naturligt og afslappet.
Venstre albue løftes frem, og placeres så venstre arm har en lige linie nede
fre venstre ankel op gennem kroppen og ud til venstre håndled. Dette kan være
svært at kontrollere, når man ligger ned, så få en anden til at checke det.
Nu ser man ud gennem håndroden på skiven. Hvis skiven står midt over håndroden,
så ved man at stillingen er der. Hvis skiven står til en af siderne, skal man
flytte hele kroppen rundt om venstre albuespids. Man må ikke flytte på venstre
albue, så bliver stillingen skæv.
Sigt ud gennem handroden på skiven.
Placering af riflen
Når man løfter riflen op, tager man ved kolbekappen eller under
kindpuden med højre hånd. Venstre hånd skal placeres under skæftet foran
aftrækkerbøjlen og skal i første omgang kun bære riflen. Herefter løfter
man med højre hånd riflen ind til sig, og placerer kolbekappen i skulderen,
der hvor man kan mærke, at der er en naturlig hulning i skulderen (det kan
checkes ved at strække højre arm ud og bøje den langsomt ind imod kroppen,
samtidig med, at man holder venstre hånds fingre ind til skulderen). Det er en
god ide at se på kolbekappen hver gang man placerer den, og mærke efter, at
den sidder samme sted hver gang.
1. Tag ved skæftet. 2. Se på kolbekappen hele tiden. 3. Placer kolbekappen
i hulningen. 4. Pres kolbekappen ind i hulningen. 5. Øg presset ind mod
skulderen. 6. Placer Hovedet på kindpuden og hold presset på skulderen.
Højre arm/albue skal falde naturligt ned på gulvet med ca. en skulderbreddes
afstand mellem venstre albue og højre albue. Venstre hånds placering på skæftet
findes ved at skubbe venstre hånd frem og tilbage på skæftet, samtidig med,
at man sigter på skiven. På den måde finderman højden på stillingen, og
hvor håndstoppet skal placeres. Når højden passer, skubbes håndstoppet
derefter helt hen til hånden. Hvis det er første gang man prøver, vil det være
en god idé, at få en til at hjælpe sig med det.
Skub håndstoppet helt ind til hånden
Remmen sættes på håndstoppet, og justeres i længden til den bærer riflens vægt
uden at man bruger muskelkraft til at holde den. Kontroller ved, at mærke efter
på remmen om den er tilpas stram. Den må ikke være for løs, men heller ikke
for stram. Kontroller stillingen ved at slippe riflen med højre hånd og lade højre
arm falde afslappet ned på gulvet. Hvis man stadig sigter på skiven, er
stillingen korrekt og remmen tilpas stram. Hvis sigtemidlerne ikke står lige på
skiven, skal man flytte på kroppen. Kontroller stillingen igen.
Kontroller at du kan holde riflen på skiven uden at bruge højre arm/hånd.
Dette billede viser den korrekte skydestilling. Bemærk at der skal være en
lige linie nede fra venstre fods hæl op gennem benet, overkroppen til midt på
skuldrene. Linien skal danne det lange ben på et T og skuldrene danne den øverste
linie i et T. Den stiplede linie viser skudlinien og rekyleoptagelsen, som går
gennem hele kroppen.
De små billeder viser korrekt skydestilling set fra venstre, bemærk vinklen på
armen ca. 35-40 grader. Og forkert skydestilling set fra højre, her er vinklen
på venstre arm for høj og skulderen er skubbet op, hvilket medfører at man spænder
i skulderen og stillingen bliver anstrengende i længden.
Tilbage til "Vælg klasse"